Gå til hovedindhold

Stenalder-morgenmad: Frittata

Frittata med oliven og krydderurter

INGREDIENSER:

60 g manchego 

10 økologiske æg 

1 spsk dijonsennep 

salt og peber

2 zittauerløg

1 fed hvidløg 

2 røde peberfrugter

250 g stege-chorizo 

1 god håndfuld babyspinat 

olivenolie 

2-4 flotte, modne tomater (gerne røde og gule) 

2 spsk. sorte stenfri oliven af god kvalitet

 

FREMGANGSMÅDE:

Forvarm ovnen til 180 grader.

Riv osten og pisk den sammen med æg og sennep, salt og peber. Pil og skær løgene i fine både fra top til bund. Pil og hak hvidløget fint. Skyl og skær peberfrugterne i mindre stykker. Pil skindet af chorizoen, flæk den og skær den i skiver. Skyl spinaten.

Varm olivenolien op i en tykbundet støbejernspande eller andet lignende, der kan gå i ovnen. Steg chorizo-stykkerne et par minutter sammen med løg, peberfrugter og hvidløg.

Tilsæt spinat og sautér, til spinaten akkurat falder sammen. Skyl imens tomaterne og skær dem i skiver. Hæld ægge-oste-massen over og top med taglagte tomatskiver. Sæt panden i ovnen og bag den ca. 25 minutter, eller til æggemassen er bagt og ’slipper en strikkepind’.

Hak olivenerne og drys dem over, evt. med hakkede rydderurter. Frittataen kan sagtens spises kold.

Denne opskrift stammer fra bogen "Stenalderkost" af Thomas Rohde Andersen. I kogebogen får du hele 87 smagfulde opskrifter, som primært består af frugt, nødder, bær, æg, fisk, kød og grøntsager samt træningstips fra gourmet-kokken selv.

Politikens Forlag, 2012, http://www.politikensforlag.dk